Spring til indhold

“Træk et nummer” af Amy Daws

Dean Moser, kæphøj børsmægler og investor i Rise and Shine-bageriet, er vant til, at kvinderne falder pladask for hans skræddersyede jakkesæt og dyre sko. Bare ikke hende, han allerhelst vil imponere.

Norah Donahue har kun sit bageri for øje, og hun har ikke tænkt sig at bukke under for sin mors evindelige matchmaking og snak om børnebørn. Til gengæld har hun brug for en date til forældrenes bryllupsdag, og Dean er den perfekte fyr til rollen.

Det virker som en god plan. Lige indtil Norah og Deans læber mødes i et sitrende kys. Bagefter er det noget nær umuligt at ignorere den intense tiltrækning mellem dem. Spørgsmålet er nu, om det er smart at blande forretning og fornøjelse, eller om det i virkeligheden er opskriften på katastrofe?


Anmeldelse

Vi har mødt Dean i de andre bøger, så ham har man allerede lidt indblik i. I starten, da jeg mødte ham, kunne jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle tænke om ham. Han virkede lidt spøjs, fordi han var bedste venner med to piger, kombineret med at han er investor og børsmægler, hvor han virker til nogle gange at være lidt for kæphøj. I en af de andre bøger, var der også en situation, hvor jeg syntes han svigtede en ven for arbejdets skyld, og det var jeg ikke særlig fan af.

Norah havde jeg ikke rigtig noget kendskab til inden, og det viste sig, at hun var meget selvstændig, som jeg kun kunne beundrere. Hun kæmper for at opfylde sine drømme og får det liv, hun ønsker, og det elskede jeg. Hun havde et svært forhold til sin mor, da hun selv altid gerne ville forfølge sine karrieredrømme og ikke forstår, at hendes mor har lagt sine på hylden, og moderen ønsker egentlig bare, at hun skal få sig en familie.

Da både Dean og Norah bliver presset fra begge deres omgangskreds med at finde en partner til to store fester, beslutter de sig for at hjælpe hinanden og være hinandens +en til festerne. De laver dog nogle regler, der skal overholdes, men da en af reglerne bliver brudt, bliver det sværere at holde følelserne udenfor.

Jeg har næsten lige læst en bog, der minder om denne med det setup, men jeg nød alligevel at tilbringe tid med at lære Dean og Norah at kende og følge deres rejse. Det er også en bog med store armbevægelserne, humoristiske scener og venskab, og jeg glæder mig til at læse videre i dette skønne univers.

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Amy Daws

Antal sider: 404

Udgivelsesdato: 27/04/2023

Forlag: Flamingo

Stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *