Spring til indhold

“Odysséen” af Stephen Fry

Efter krigen længes Odysseus efter at vende hjem, men først må han på sin havfærd stå imod storme, guder og monstre og ikke mindst sig selv. Han opgiver aldrig håbet om at finde hjem til kærligheden og til sit Ithaka.  

‘Odysséen’ er en tidløs fortælling for alle aldre. Stephen Fry er nået til vejs ende i sin genfortælling af de græske myter. Fry har en bemærkelsesværdig evne til at indfange den græske mytologis vidunderlige og dramatiske historier og gøre dem nærværende for den moderne læser.


Anmeldelse

Jeg har altid haft en nysgerrighed over for de gamle græske fortællinger, men aldrig rigtig turdet kaste mig ud i de klassiske udgaver, for de virkede som en stor mundfuld. Stephen Frys genfortælling af Odysséen er derfor en gave til alle os, der gerne vil kende historien uden at skulle slås med knudrede sætninger og et hav af ukendte navne. Fry møder læseren, hvor de er, og det er der al mulig grund til at sætte pris på. Jeg er selv stor fortaler for at begynde med en moderne udgave af klassiske fortællinger, for så er det dybeste spadestik taget, og man kan nemmere gabe over de originale udgaver. 

Det, der virkelig gør denne bog til noget særligt, er Frys stemme. Han skriver med både dannelse og tør, britisk humor, og det giver fortællingen om Odysseus en kant og energi, der holder én fast fra første side. Kender man ikke Stephen Fry, så er han en britisk komiker, skuespiller og forfatter, som måske også er mest kendt for sine fantastiske indlæsninger af Harry Potter-serien på engelsk, blandt andet på grun d af sine mange stemmer, både auditivt, men også på papir. Fry formår at åbne døren ind til en verden af guder, monstre og stærke menneskeskæbner, uden at det nogensinde føles støvet eller tungt.

Bogen er heller ikke kun selve historien. Fry sørger løbende for at forklare, hvem de mange guder og sagnvæsener er, både i brødtekst, fodnoter og et omfattende appendiks. Det gør det muligt at følge med uden at have et opslagsværk ved siden af, og man ender med at lære ganske meget om antikkens værdier og verdenssyn undervejs. Har man mod på mere, så er dette fjerde og sidste bind i Frys tetralogi, så man kan med glæde kaste sig over ‘Mythos’ om de græske myter, ‘Helte’ om de heroiske skikkelser vi kender, og ‘Troja’ om den trojanske krig. 

Alt i alt er Odysséen et fremragende indgangspunkt til de græske myter, uanset om man er helt ny eller blot vil have en frisk version af klassikeren. Jeg giver den fire ud af seks stjerner og anbefaler den varmt, særligt til dem der, som mig, godt kan lide at blive underholdt og oplyst på samme tid.

Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret. 


Fakta

Forfatter: Stephen Fry

Antal sider: 313

Udgivelsesdato:30/09/2025

Forlag: Modtryk

Stjerner: 4/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *