Saeris Fane har aldrig ønsket sig magten, og som den nye dronning af Blodriget opdager hun hurtigt, at ansvaret ligger tungt på hendes skuldre.
Hendes bror og hendes folk har brug for hende i Zilvaren. Men de kræfter, der har gjort hende stærk, har også gjort hende sårbar, og Saeris vil dø, hvis hun rejser gennem kviksølvet. I stedet må hun sende de eneste, hun kan stole på.
Kingfisher har nedkæmpet drager på egen hånd. Men at rejse tilbage til Sølvbyens snævre gyder sammen med den irriterende Carrion Swift? Det kan meget vel blive hans endeligt.
Mens mørket sænker sig over Yvelia, må Saeris og Fisher være parate til at ofre alt for at redde riget og dem, de elsker.
Deres skæbne blev besejlet i det isnende kviksølv … nu skal den stå sin prøve i flammer og svovl.
Andet bind i “Fae & Alchemy”-serien.
Anmeldelse
Så kom den længe ventede fortsættelse til ’Quicksilver’, som jeg elskede. Fortsættelse til en bog, som har taget en med storm, er altid en svær ting. Man ved jo godt at, man ikke kan blive lige så lykkelig, som da man havde læst den første, men ens forventninger er fortsat tårnhøje, og jeg kunne ikke lade være med at være en smule nervøs for, om jeg ville blive skuffet. Jeg må også indrømme, at jeg sidder tilbage med en ambivalent følelse. På den ene side synes jeg faktisk, det er en rigtig god fortsættelse, men på den anden måde blev jeg nok alligevel lidt skuffet.
Jeg vil starte med at sige, at jeg elskede universet og de personer, som vi møder. Dette er virkelig en bog med temaet ”found family”. Man er begyndt at holde af alle dem, som man møder og som vores 2 hovedpersoner er en del af. Det fungerer virkelig godt. Universet er jeg vild med, det er dog også et ret bredt univers, så der foregår rigtig mange ting, og der findes rigtig mange forskellige væsner og verdner/steder, så man skal nogle gange lige holde tungen en smule i munden, men det betyder også, at mulighederne er endeløse, og det er jeg ret vild med.
En ting jeg elskede i den første bog, var forholdet mellem Saeris og Kingfisher, og nok særligt bare hele Kingfishers personlighed. Her sker der en væsentlig ændring, og jeg følte migr en anelse skuffelse, fordi jeg følte ikke, at der var den samme kemi, hvilket er klart, da de har fundet hinanden, og nu er de mager og alt er godt. Men til tider blev det nok lidt for sukkersødt. Men så vil jeg sige at kemien mellem Kingfisher og Carrion var perfekt. I det hele taget var Carrion bare fantastisk med sine sjove indputs og sin fede energi, og når han var med, vendte siderne nogle gange helt af sig selv.
Der sker virkelig meget i denne bog og alligevel følte jeg nok også, at vi fik en masse fyld, som skulle med for at bogen blev større, og vi kunne trække plottet en anelse ud, som så mange andre bøger i midten af en serie. Den blev lidt langtrukken, hvilket er vildt, når der sker så meget. Det er et plot med action, og jeg havde faktisk svært ved at følge med til tider. Vores karakterer i bogen følte jeg stod overfor den ene dødstrussel efter den anden, og de flyttede sig blot lidt rundt.
Men den ender jo selvfølgelige også på en mindre cliffhanger, og derfor er det jo også forfærdeligt, at vi endnu engang skal vente på fortsættelsen i serien, men jeg glæder mig og skal helt sikkert læse videre på, hvad Kingfisher gemmer på. Og ja han vil altså altid være Kingfisher i min bog. En serie som kan anbefales, at man tager fat i. Jeg synes bestemt Callie Harts skrivemåde er det værd.
Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Callie Hart
Antal sider: 736
Udgivelsesdato: 06/01/2026
Forlag: Flamingo
Stjerner: 4.5/6
