Spring til indhold

“Kastaniens DNA” Af Palle Hyldgård Poulsen

På tre år er ni unge mænd og kvinder fundet dræbt med munden opskåret som et stort klovneagtigt smil. Den danske presse har derfor kaldt sagen for ”Klovnemordene”. Et tiende offer får munden skåret op, men overlever mirakuløst. Den franskfødte milliardær, Pierre Astola, bliver udpeget som gerningsmanden, og hans DNA er på gerningsstedet. Mysteriet om ”Klovnemordene” virker opklaret. Kun én ting står i vejen. I retten skal Pierre Astola forsvares af den hårdkogte topadvokat, William Kastanien. Kastaniens DNA er den første danske retssalskrimi nogensinde. 


Anmeldelse

Allerede fra bagsideteksten blev jeg pirret. ‘Danmarks første retssalskrimi’ lovede da godt, og jeg var utrolig spændt på, hvordan det adskilte sig fra de mange andre slags krimier, som jeg ellers regelmæssigt læser.  

For det første er vores hovedperson, William Kastanien, advokat. En meget dygtig advokat, som er førerhund i det firma han er partner i, og som altid går til grænsen for at finde sandheden. Han er snu og kløgtig, men uden at være det røvhul jeg forventede. Vi bliver løbende præsenteret for hans ungdomstraumer, men de bliver ikke brugt som undskyldning eller grundlag for hans nuværende person. Derimod står han ved, hvem han er, hvilket er utroligt forfriskende, for det føles ikke som at holde med skurken i fortællingen. Williams fortid spøger i baggrunden, men den giver mere spænding til ham som person, frem for at være et vigtigt plot punkt. 

For det andet er rigtig meget af bogen dialog, men sindssyg skarpt skrevet dialog. Jeg er ellers et utroligt visuelt menneske, men jeg pløjede mig igennem side efter side af dialog, og var ved at falde ned af stolen, da alvoren gik op for mig. Dog selvom historien er dialogbaseret, så får bipersonerne lov til at fylde, både med deres baggrund, holdninger og vigtighed for William. Samspillet mellem bipersonerne, William og politiet giver en fantastisk dynamik, som jeg ikke har oplevet længe.  

Selvom det er en retssalskrimi, så er historien stadig nervepirrende, klam og voldsom. Det skaber dog en god afveksling mellem det retslige og de personlige intriger, vi bliver præsenteret for, mens vi samtidig får lov at følge William over skulderen. Ydermere, så betræder Poulsen den hårfine grænse mellem hvordan vi antager advokatindustrien kan være og hvordan den ellers portrætteres i andre medier. Det kan godt være, at der er nogle advokater derude, som griner over, at jeg tror verden er sådan, men det føles oprigtigt i historien. Ja, der er dyre biler og knipsende fingre, men hvis man tjente som William Kastanien, så havde jeg nok også været således.  

Jeg er utrolig lykkelig for, at der er kommet en selvstændig bog 2, fordi jeg elskede hvert et minut af “Kastaniens DNA”. Jeg læste den på cirka et døgn, fordi jeg ikke kunne slippe historien. Både selve plottet er utrolig spændende, men dynamikken mellem William og de karakterer var helt fantastisk og alt opslugende. 

“Kastaniens DNA” er en mursten af en bog, men hold da op, hvor skal Palle Hyldgård Poulsen være velkommen til at kaste flere af hans bøger gemmen mit vindue. Den var helt fænomenal og får 6/6 stjerner. Må man sige “Flere retssalskrimier, ja tak?”. 

Tak til Palle Hyldgård Poulsen for anmeldereksemplaret.  


Fakta

Forfatter: Palle Hyldgård Poulsen

Antal sider: 382

Udgivelsesdato: 28/11/2018

Forlag: Peckinpah

Stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *