Spring til indhold

“Kære nemesis” af Kristen Callihan

Delilah og Macon har været ærkefjender lige siden highschool, da Macon var kæreste med Delilahs populære søster, Sam. Delilah havde håbet, at hun aldrig skulle se Macon igen – udover det uundgåelige glimt af hans øretæveindbydende, nu verdenskendte ansigt på diverse Hollywoodfilmplakater. Men Sam har en helt særlig evne til at skabe problemer for sig selv, og Delilah må som altid hjælpe sin søster. Denne gang involverer problemerne dog Macon og tyveriet af et arvestykke.

Da Delilah dukker op og trygler Macon om ikke at anmelde Sam, indvilliger han modstræbende, men først da Delilah tilbyder at flytte ind og arbejde for ham. For det er faktisk hårdt at bo alene, når man er ved at komme sig efter en trafikulykke, og pressen lugter blod.

Som de to gamle fjender kommer hinanden nærmere, sænker de deres parader og opdager nye, uventede sider af den anden. Og da Sam dukker op igen, må Delilah tage en beslutning: Vil hun være loyal over for sin søster, eller tør hun satse på det sidste menneske, hun nogensinde havde regnet med at falde for?


Anmeldelse

Jeg har læst andre bøger af Kristen Callihan, og dem har jeg været ret begejstret for, så derfor blev jeg straks nysgerrig, da jeg opdagede denne serie. Igen formår hun at skabe nogle karakterer med masser af dybde, som sætter sig fast hos mig med den historie, de bærer rundt på. 

Delilah er en pige, der er villig til at ofre sig for sin familie, når det brænder på, og det må man sige, at det mildest talt er gjort, da jeg fandt ud af, hvad hendes søster Sam havde gjort. Hun er adopteret, og det giver hun kun ekstra motivation for at sørge for sin familie. Jeg kan egentlig godt forstå hendes følelser på det område, og det er som om, hun føler hun skal gøre noget ekstra, nu hvor de har taget hende ind hos dem. 

For at redde sin søster, laver hun derfor en aftale med sin tyran fra barndommen, som hendes søster har stjålet fra. Macon var kærester med Sam, da de var børn, og han skulle altid drille hende og gøre nar af hende. Jo længere vi kommer ind i historien, jo mere får vi af vide om, hvad der er sket i fortiden. De afsløringer der kommer frem i lyset, er både nervepirrende og spændende. 

 ’Kære Nemesis’ indeholdte virkelig en interessant og dyb historie, som jeg faldt for. Jeg elskede drillerierne, dynamikken mellem karaktererne og den måde, historien hele tiden afslørede nye sider. På den måde fastholdte den min interesse hele tiden, og jeg glæder mig til at læse mere.

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Kristen Callihan

Serie: Californiske drømme

Antal sider: 531

Udgivelsesdato: 3/08/ 2022

Forlag: Flamingo

Stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *