Spring til indhold

“Et lille liv” af Hanya Yanagihara

Gæsteanmeldelse af Betina Christiansen (Lydboghylden.dk)

Resume

I “Et lille liv” følger vi Jude, Willem, Malcolm og JB, der er venner fra college. De flytter alle fire til New York for at jagte hver deres karrieredrømme. Jude går efter en advokatkarriere, Willem vil være skuespiller, Malcolm forsøger sig som arkitekt, mens JB drømmer om at blive kunstner.
Vi følger alle fire personer gennem hele deres voksenliv. Fortællingen centrerer sig dog omkring Jude. I virkeligheden kender Willem, Malcolm og JB ikke Jude særligt godt. Når de taler om deres barndom, byder Jude aldrig ind. Det går derfor langsomt op for de tre venner, at der er sket noget forfærdeligt i Judes tidlige liv. Noget som Jude forsøger at fortrænge og flygte fra, men som alligevel bliver ved med at hjemsøge ham.

Anmeldelse

“Et lille liv” er en af den type bøger, som man vil have med sig resten af livet, når man har læst den. Jeg blev hurtigt hvirvlet ind i fortællingen og havde svært ved at lægge bogen fra mig på trods af dens høje sidetal.

I starten af bogen bliver der dedikeret et kapitel til hver af de fire hovedpersoner. Derfor kan starten af bogen virke lidt overvældende, da man som læser bliver præsenteret for et stort persongalleri. Bogens handling ændrer sig dog hurtigt til at centrere omkring Jude, og her bliver det for alvor spændende. Hanya Yanagihara giver ikke ved dørene, og først til aller sidst finder vi ud af, hvad der helt præcist er sket i Judes barndom.

“Et lille liv” er i høj grad en fortælling om, hvordan traumer kan påvirke os gennem hele livet, hvis vi ikke formår at bearbejde dem. Jude er en slave af sin fortid hele fortællingen igennem. Han bliver advokat for at skabe retfærdighed i en uretfærdig verden. Han bliver kærester med de helt forkerte typer, der placerer ham i en krænkende position, præcis som da han var barn. Sidst men ikke mindst hjemsøges Jude af et enormt selvhad, som det til tider kan være meget voldsomt at være vidne til som læser.

Selvom bogen på mange måder var en barsk læseoplevelse, formåede kærligheden mellem særligt Jude og Willem at bidrage med håb. Et håb om at kærligheden er lige for næsen af os, hvis bare vi tør tage den.

Alt i alt en både fantastisk og forfærdelig fortælling, der er skrevet i en skrivestil, som virkelig formår at drage en ind i fortællingen. Jeg giver “Et lille liv” 6/6 stjerner.

Tak til Betina Christiansen for gæsteanmeldelsen! 

Fakta

Forfatter: Hanya Yanagihara

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelsesdato: 14/06/2018

Antal sider: 792

Antal stjerner: 6/6 stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *