Politiassistent Nelly Birkebæk og hendes teenagesøn Matthias forlader Aarhus for et nyt og forhåbentlig roligere liv i den midtjyske provinsby Hedeborg.
Nelly har købt en faldefærdig villa i et af Hedeborgs pænere kvarterer, hvor hendes genbo, den imødekommende – og lidt for nysgerrige – Ejnar Skjold hurtigt viser interesse. Men der bliver ikke tid til at falde til. En forsvunden teenagedreng findes død i en å i et skovområde tæt på byen, og det står hurtigt klart for Nelly, at personen, der slog alarm, ikke var den første, der fandt liget.
Hedeborg er en by med mange lag. Den lokale særling Randi Bruun bliver ved med at tale om en drone, der kredser over hendes hus. Den magtfulde Eskelund-familie ude ved skoven trækker i flere tråde, end nogen tør indrømme. Og så er der dem, der bor ude i Landsbyen – dem, som ingen rigtig taler om.
Efterforskningen leder Nelly Birkebæk og hendes gode kolleger ved Hedeborg Lokalpoliti ind i villaområderne, ud til dem på kanten af samfundet, dybt ind i de mest indflydelsesrige familier og ud i brunkulslejerne.
‘Hedeland’ er første bog i Nelly Birkebæk-serien.
Anmeldelse
Man er en utrolig dygtig forfatter, hvis man kan skrive en krimi som har begge ben plantet solidt i den jyske muld, og samtidig være en pageturner uden lige. ‘Hedeland’ af Inger Wolf går den perfekte gang mellem at være solid underholdning, og samtidig skildre det danske politi og lokalsamfundet, uden at være bedrevidende eller male det rosenrødt.
Hovedpersonen Nelly flytter med sin søn Matthias fra Aarhus til fiktive Hedeborg, hvor hun alligevel ender med en drabssag på hænderne, efter at en forsvunden teenagedreng findes død i en å. Uden større fanfare, begynder Nelly og hendes kollegaer lige så stille at pille lagene af Hedeborg, for det er ikke første gang der er ugler i mosen i den jyske provinsby. Med godt gammeldags politiarbejde, sladder gennem byen og nysgerrige naboer, får vi serveret en fængende krimifortælling, der ikke holder sig for god til at bruge tid på mindre karaktere og bygge en by op fra bunden.
I krimiserier vil hovedpersonen typisk være den drivende kraft, men alligevel føler jeg mig ikke helt bekendt med Nelly efter at have læst bogen. Derimod føler jeg mig utrolig bekendt med hele Hedeborg, med de gamle familier fra byen, med politistationen, med gymnasiet og med de mere sølle eksistenser i samfundet. Og på sin vis føler jeg at bogen kun bliver stærkere af at være drevet af det samfund og miljø vi befinder os i, frem for en hovedperson og deres indre dæmoner. Jeg ved intet om Matthias’ far, og hvorfor Nelly opgav en stilling i Aarhus. Derimod glæder jeg mig til den næste bog, for tempoet i bogen har været helt fænomenalt, og jeg har en idé om at Inger Wolf perfekt har planlagt de næste bøger, således at intet bliver afsløret for tidligt.
‘Hedeland’ lægger hårdt op til en fortsættelse, og jeg glæder mig utrolig meget, for de brødkrummer der er lagt ud i første bog, kan jeg sagtens se først blive fulgt op på i senere bøger, fordi historien udfolder sig så organisk og smukt. For mig er ‘Hedeland’ dansk krimi når det er bedst, fordi politiarbejdet ikke kun er drab og vilde biljagter; det er omsorg og hårdt arbejde. Seks ud af seks stjerner.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Inger Wolf
Antal sider: 293
Udgivelsesdato: 10/03/2025
Forlag: Modtryk
Stjerner: 6/6