Rakkerpak er en militærthriller med masser af tempo, men den handler også om de relationer, der er uundværlige for os, uanset om det er forældre eller nære venner.
Da Mattias Kassians mor dør, falder han ned i et sort hul af sorg og alkohol. Hele hans liv har de haft et meget nært forhold, også selvom moren overtalte ham til at droppe en karriere i militæret, fordi det var for farligt at blive udsendt til Afghanistan.
Nu hvor han kun har sig selv, beslutter Kassian sig for at søge tilbage til militæret. Han bliver optaget i SOG, Special Operations Group, en specialstyrke i hæren. Her genopdager han dels gamle venskaber og presser sig selv til det yderste i jagten på et nyt ståsted.
Men ét er de udmarvende optagelsesprøver, som allerede er ved at koste ham og to kammerater livet. Noget helt andet er den brutale virkelighed, der venter derude.
Rakkerpak er den første del af Mattias Kassian-serien, som har taget læsere med storm i Sverige og som er solgt til filmatisering af det samme hold, der filmatiserede Kastanjemanden på Netflix.
‘Rakkerpak’ fås kun som e-bog eller lydbog.
Anmeldelse
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, da jeg begyndte på ‘Rakkerpak’ af Jacob Lindfors, men jeg blev hurtigt grebet af tempoet, stemningen og den militære ramme. Allerede fra den kryptiske prolog, hvor en kvinde adopterer en dreng, fornemmer man, at der er noget større på spil. Vi springer så frem til Mattias Kassian, der efter sin mors død rammes hårdt af sorg og alkohol. Det kunne være blevet til en tung kliché, men Lindfors styrer uden om det sentimentale og lader os i stedet følge Kassians kamp for at finde mening ved at søge ind i militæret igen, denne gang i en benhård specialenhed.
Bogens styrke ligger især i den måde, den beskriver militærøvelserne og sammenholdet mellem soldaterne uden at det bliver for macho eller fladt. Kassian er selvstændig, men ikke irriterende, og især hans forbindelse til Riot og de andre i gruppen føles troværdig. Samtidig sniger virkeligheden sig ind, både i form af internationale konflikter med Rusland og Ukraine og gennem de mørkere temaer som prostitution, stoffer og kvinder holdt fanget i en afsidesliggende hytte. Det lyder voldsomt, og det er voldsomt, men Lindfors skriver det, så det aldrig føles for meget. Vi springer en del i tid og mellem karakterer, og det kræver lidt opmærksomhed som læser, men det giver også bogen dybde.
Selvom Mattias som karakter er interessant nok i sig selv, så skal vi alligevel et godt stykke ind i bogen, før jeg synes der kommer et reelt plot i gang. Misforstå mig ikke, jeg var underholdt hele vejen igennem, men det er først omkring en tredjedel inde, at jeg finder formålet med bogen. Til gengæld bliver plottet så også fuldstændig udbygget, og der kommer ild under vores karakterer. Der er hele tiden et lag af uvished over, hvad de egentlige skurke vil, og det frustrerede mig lidt i starten. Men da afsløringen kom, gav det hele mening, og jeg kunne mærke, at bogen havde lagt sporene længe før.
Jeg ender på 4 ud af 6 stjerner. Det er en velskrevet og spændende militærthriller, som jeg faktisk havde svært ved at slippe. Jeg blev ikke voldsomt følelsesmæssigt investeret i karaktererne, men jeg syntes det var fascinerende at følge deres liv og relationer – og jeg kunne især godt lide, at ‘Rakkerpak’ aldrig blev blødsøden, selv når den handlede om venskab og sorg. Jeg ville gerne have, at selve “rakkerpak”-delen stod skarpere og var lidt mere defineret for alle karaktererne, men jeg kan sagtens se den røde tråd. Hvis du er til militær, politik og nutidige konflikter, så er det her en bog, der er værd at læse.
Tak til forlaget Falco for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Jacob Lindfors
Antal sider: 540
Udgivelsesdato: 21/01/2025
Forlag: Falco
Stjerner: 4/6