Denne bog er skrevet af en kunstig intelligens. Eller? Er den i virkeligheden skrevet af noget levende? Et biologisk menneske, der blot lader som om. Fordi. Fordi bullshit og fake news findes. Fordi den virkelighed, du bevæger dig rundt i, evner at vende op og ned på både det ene og det andet. Blende verden så grundigt, at den – hvis den ville – kunne gøre dig til President of the United States of America. Man kan selvfølgelig spørge, om Øen virkelig findes. Et rimeligt spørgsmål. Danmark glemte den jo efter 1864, og Hitler slettede den brutalt fra søkortet, da det gik galt for Werner Von Braun. Og hvis du tjekker Google Maps 2024, er den der ikke. Men hvis den ikke eksisterer, hvor har Karin så søgt tilflugt, efter i fem år at have været indespærret og brugt som rugemor, bare fordi hun er så meget klogere end os andre? Og hvis ikke den findes, så passer det jo slet ikke, at Hermanns mor hedder Eleonora og er en DNA-computer! Eller at øens beboere blot venter på, at det er deres tur til at blive lagt i skuffen, så de kan leve det liv, de selv får lov til at designe. Uden ævl. Uden kævl. Uden sygdom. Og smukke som ind i helvede. Men på den anden side findes den her bog måske slet ikke. Den er blot en illusion. Formet til dig af en hjerne i et kar, der næres og fodres. Af noget. Øen er en roman, der handler om den virkelighed, der måske snart er vores.
Anmeldelse
Jeg læste ‘Øen’ med en følelse af både fascination og forvirring, og det er nok præcis den reaktion, Erik Claudi håber på. Bogen er alt andet end traditionel. Den blander science fiction med historiske referencer, spiondrama og filosofiske overvejelser om teknologiens magt over mennesket. Historien udspiller sig på en mystisk ø, slettet fra kort og bevidsthed, hvor AI har taget kontrollen, og en række bizarre, men dragende karakterer spiller roller i et spil om fremtidens menneskelighed. Det er både vildt og vildt svært at følge med i, men der ligger noget smukt i kaosset.
Bogens ramme er en mystisk, usynlig ø befolket af alt fra tidligere sovjetiske spioner til genetisk manipulerede AI-væsener. I sig selv er det både dyster og absurd. Det er her, Claudi for alvor viser sit talent som fortæller og idémand. Karaktererne er ikke bare farverige, de er decideret bizarre, og alligevel rummer de en menneskelighed, der får én til at holde fast, selv når det hele tipper over i det groteske. Det er klart, at Claudi bruger øen som et spejlbillede på en verden, hvor vi har solgt kontrollen til teknologien og glemmer, hvem vi selv er.
Sproget er komplekst og til tider bevidst forstyrrende. Der er metaforer, der sidder fast Eksempelvis cellofanen over Østersøen eller billedet af mennesket som teknologiens stillads. Man mærker Claudis vrede og frustration, men også en dyb længsel efter det menneskelige. Venskabet bliver i bogen et slags håb. Noget der måske kan redde os fra det totale sammenbrud. Jeg sad tilbage med en følelse af både at være blevet oplyst og udmattet. Det er ikke en let bog at læse, men det er heller ikke meningen.
Jeg giver ‘Øen’ fire ud af seks stjerner. Det er en ambitiøs, modig og tankevækkende debut, som både har noget på hjerte og formår at ruske op i læserens bevidsthed. Dog mister den til tider sin egen tyngde i sproglig kompleksitet og narrative sidespring. Bogen får fire ud af seks stjerner.
Tak til Erik Claudi og forlaget Trykværket for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Erik Claudi
Antal sider: 432
Udgivelsesdato: 01/11/2024
Forlag: Trykværket
Stjerner: 4/6