Spring til indhold

“Selfies” af Jussi Adler Olsen

3 kvinder har alle nogle ting tilfælles. De er unge, smukke og bruger meget tid på dem selv, og så er de på kontanthjælp. De er også alle sammen blevet en torn i øjet på en meget uligevægtig person, som vil tage kampen op mod dem. I afdeling Q sker der også ting og sager. Carl skal kæmpe for afdelingens overlevelse og for Rose, som bliver sygemeldt og hvis mørke hemmeligheder kommer frem i lyset. Derudover bliver afdeling Q også blandet ind i 2 mord, samtidig med at de arbejder i døgndrift for at hjælpe Rose. 


Anmeldelse

Jeg gik faktisk ind til bogen, uden de helt store forventninger. Jeg vidste selvfølgelig at det ville blive godt at komme ind i afdeling Q’s verden og miljø igen. Især fordi jeg er meget imponeret over forfatteren skrivemetode og færdigheder. Endnu engang levede bogen op til disse forventninger. Jeg er fortsat imponeret over, hvordan han kommer på det. Jeg synes at plottet og temaet i bogen rammer et meget aktuelt og nutidsmæssigt interessant emne, som var krydret med en masse forbrydelser og spænding. 

I bogen var der flere forbrydelser og sager i gang på samme tid. Mange af sagerne kredsede om det samme, så jeg var ikke så forvirret, som jeg nogle gange har været, og jeg følte, at jeg som læseren hele tiden var med på, hvad der skete og hvem det handlede om. Der var selvfølgelig overraskelser i form af hvem morderen var, men ikke de store wow-overraskelser, som nogle af de andre bøger i serien har givet. Jeg følte faktisk at bogen foregik meget stille og roligt, men alligevel med en vis spænding, som afdeling Q-bøgeren alle har tilfælles.

I de andre bøger har jeg efterspurgt, at jeg gerne vil længere ind i hovedpersonerne, og dette må jeg sige blev tilkendegivet ved ’Selfies’. Vi lærte Rose meget bedre at kende, og jeg synes det var godt at få mere og vide om hende, fordi hun var meget mystisk i de andre bøger, og jeg vidste ikke helt, hvor jeg havde hende. Men vi fik et indblik i, hvordan hun har det nu, og hvad der er sket for hende igennem hendes liv. Dette håber jeg, at vi kommer til at få lov til med Assad også, fordi der også er en masse mystisk omkring ham, som jeg gerne vil lukkes ind i. 

Selvfølgelig uden at vi glemmer Carl, fordi selvom at vi er kommet et godt skridt ind på livet af ham, kan vi sagtens komme længere ind. Alt i alt var ’Selfies’ virkelig god og plottet var meget interessant.  Bogen holdte også fast i den komiske kemi mellem hovedpersonerne, som gav bogen en underholdende vinkel. Jeg glæder mig til at se hvad der kommer fra Jussi Adler-Olsen næste gang.


Fakta

Forfatter: Jussi Adler Olsen

Antal sider: 504

Udgivelsesdato: 6/10/2016

Forlag: Politikens Forlag

Antal stjerner: 5/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *