Valhalla som romantrilogi for børn!
Valhalla-serien er elsket og kendt af flere generationer, der gennem årene har grinet, heppet og gyst deres vej ind i den nordiske mytologi. Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen, der bl.a. er kendt for bøgerne Djævelens lærling og Antboy, er stor Valhalla-fan og oplagt forfatter til bøgerne, der tager afsæt i de klassiske tegneserier. Han har naturligvis beriget historierne med sin egen enestående, sjove og spændende vinkel, der giver både gamle og nye fans af Valhalla en endnu større oplevelse. Der bliver ikke lagt låg på hverken humor eller spænding. Den første bog tager afsæt i følgende bind i tegneserien Valhalla: Ulven er løs, Thors brudefærd, Historien om Quark, Rejsen til Udgårdsloke. Hvor vi følger Tjalfe og Røskva, der bliver taget med til Valhalla af den lidt (meget) selvglade Thor og lidt (meget) lumske Loke. Bogen er delt op i tre dele, der er adskilt af tre smukke illustrationer af Valhalla-tegneren Peter Madsen.De næste bind er under udarbejdelse.
Anmeldelse
Det er mange år siden jeg sidst enten læste ‘Valhalla’-tegneserierne eller så filmen for den sags skyld. Det tog mig dog ikke mange minutter at finde mig til stede i historien, nu omskrevet af Kenneth Bøgh Andersen til bogformat. Det er svært at sætte en finger på, hvad der er anderledes, fordi bogen føles bare rigtig. Karaktererne er som jeg forlod dem, vi tager på de samme eventyrere, og jeg smiler for hver side jeg læser.
Kenneth Bøgh Andersen har selv skrevet et forord, hvor han blandt andet gør opmærksom på, at han har skåret fra og rettet til fra tegneserie-formatet til roman-formatet, fordi så meget af tegneserie-formatet er visuelt. Jeg synes han er sluppet virkelig godt fra det. Han formår at holde fast i den joviale tone og de mange løjer som guderne laver. Andersen er skarp til at smide korte sætninger ind, som sikkert har været tegninger i den oprindelige udgave, men formår at få det til at føles helt naturligt.
‘Valhalla’ beskrives som en romantrilogi for børn, men den kan sagtens læses af voksne (til ingens overraskelse). Jeg nød stemningen i Asgård, beskrivelserne af guderne, samt Tjalfe og Røskvas indtryk af guderne. På den måde kommer vi tættere ind under huden på vores helte, og det er bare helt fantastisk hyggeligt. Min eneste anke er, at der gerne måtte have været flere tegninger af Peter Madsen, for de er så smukke, men jeg ved godt, at det jo er en roman, og det er en ren luksus at Peter Madsen er gået med til at skabe tegninger til sådan et format også.
‘Valhalla (1) – gudernes land’ er præcis som den skal være, hvilket er en enorm stor ros at få, når man alligevel har sat sig eget præg på den nye udgave. Jeg tror ingen andre end Kenneth Bøgh Andersen kunne spotte og anvende, hvad der præcis gjorde ‘Valhalla’-tegneserien til den ikoniske fortælling, som den jo er. Bogen får 5 ud af 6 stjerner.
Tak til forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Antal sider: 204
Udgivelsesdato: 06/05/2025
Forlag: Carlsen
Stjerner: 5/6
