89-årige Bo lever en stille og ensom tilværelse på landet i Jämtland, kun afbrudt af de daglige besøg fra hjemmeplejen. Hans engang så stærke krop er ved at give op, de svækkede, opsvulmede fingre kan knap åbne den dåse, hvor han opbevarer sin kones yndlingstørklæde. Hun er flyttet på demensplejehjem, men stoffet dufter stadig af hende og vækker minder til live. Heldigvis har Bo sin trofaste hund Sixten til at holde sig med selskab, og sønnen Hans kommer også jævnligt forbi. Men far og søn kæmper for at nå hinanden, og Hans er overbevist om, at faren ikke længere kan tage vare på hunden. Truslen om at miste Sixten sætter et virvar af følelser og tanker i gang hos Bo, som begynder at tage sit liv op til genovervejelse. Hvilken slags far han har været – og kan han nå at nærme sig sin søn, før det er for sent?
Anmeldelse
Den skønlitteratur om demente og plejesektoren jeg har læst, har oftest haft et fokus på institutionalisering og været en kritik af ‘systemets’ behandling af ældre. Lisa Ridzén bevæger sig givetvis lidt i samme boldgade, men hendes verden tager udgangspunkt i én person, frem for en diagnose eller fire lukkede vægge.
Bo er 89 år, og bor alene med sin hund Sixten, mens hans kone bor på et plejehjem fordi hun er alvorligt ramt af demens. Man læser bogen ud fra Bos synspunkt, og langsomt går det op for os, at det ikke kun er Bos krop der er ved at give op, det er også hans sind. Korte sætninger går igen, og minder os læsere om, hvordan sygdom manifesterer sig og viser sig for andre. Med daglige besøg af hjemmeplejen, som gør hvad de kan for at vise omsorg, læser vi små rapport-notater om Bos tilstand, men også om de forskellige personer der kommer i hans hjem.
Som bogen skrider frem, begynder personalet at blive mere bekymret, mens Bos søn Hans også kommer mere og mere på besøg, selvom Bo måske helst var fri. Dog kun mest af skam, fordi han ikke er i stand til at forstå sin voksne søn, og langsomt får man også en fornemmelse for, hvor meget der er Bos meninger, og hvor meget sygdommen presser hans sind til det yderste. Det er hjerteskærende, at læse Bos tanker, og samtidig opleve, hvordan han ikke kan få det formuleret overfor sine nærmeste, og hvordan så mange konflikter kunne være undgået. Samtidig er det svært at rumme al den sorg og omsorg, fordi man forstår både Bo såvel som personalet, i forhold til at få lov at beholde de vaner og rutiner man har, mens det samtidig bliver farligere og farligere for en svag, gammel mand at have en brændeovn tændt eller selv at skulle gå tur med sin hund.
Egentlig er det helt rædderligt at mærke et menneske opgive livet. Nægte at spise, nægte at leve, samtidig med at andre forsøger at lokke med hundebesøg, pandekager og hvad de ellers kan hive ud af ærmet, i et desperat forsøg på at hjælpe Bo. Jeg stortudede da jeg nåede slutningen af bogen, og selvom man godt ved, at der kun er en vej livet kan gå, så var det forfærdeligt at være ‘vidne’ til at et liv stopper, og alle de ringe i vandet som det efterlader. ‘Tranerne flyver mod syd’ får fem ud af seks stjerner.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Lisa Ridzén
Antal sider: 368
Udgivelsesdato: 06/02/2025
Forlag: Politikens Forlag
Stjerner: 5/6