“Sawyer” af Jessica Peterson
Ava Bartlett, som netop har gennemgået en skilsmisse, er ikke ude efter flirt, da hun sammen med sine søstre tager på en weekend fyldt med god musik og sjov. Men da hun uventet støder på den uimodståelige Sawyer på dansegulvet, ændrer planerne sig hurtigt. Sawyer, med sit overskæg, tatoveringer og frække mund, er en cowboy, der ikke ligner nogen anden, Ava har mødt før.
Selvom de hurtigt ender sammen på hans hotelværelse, ved Ava, at det kun er et engangseventyr, for hun er i gang med at genopbygge sit liv og fokusere på sin treårige datter samt sit nye drømmejob. Men skæbnen har andre planer, da Ava flytter til Hartsville og igen møder Sawyer, denne gang med hans egen datter, der er lige så gammel som hendes.
Mens Sawyer ønsker mere end bare lejlighedsvise møder, kæmper Ava med sin frygt for at åbne sit hjerte efter tidligere skuffelser. Kan denne tatoverede cowboy fange hendes hjerte, eller vil hun endnu engang opleve at blive såret?
Anmeldelse
Endnu en smuk udgave i serien om Lucky River Ranch. Det er virkelig nogle hyggelige historier, som man sagtens kan læse uafhængigt af hinanden, men det giver helt sikkert en bedre læseoplevelse at læse dem i rækkefølge. Man møder nemlig mange af de andre personligheder, som man lærte at elske i de første bøger. ’Sawyer’ var en sød og hyggelig historie, ret forudsigelig og der var ikke den store spænding at mærke, men nogle gange er det også bare det, der skal til.
Jeg kan nogle gange rigtig godt lide at læse en ukompliceret bog, som ikke tager for meget plads i hjernen, hvis det giver mening. Og de betingelser kan man sige, at ’Sawyer’ opfyldte. Jeg kunne godt lide universet, fordi man kender det allerede og har mødt det før igennem de andre bøger. Jeg kendte også allerede lidt til de personer, som vi møder i denne omgang og man følger hver deres POV. Det fungerede super godt, så man fik et godt indblik på dem begge.
Jeg kunne rigtig godt lide både Sawyer og Ava. Jeg kunne godt lide, at de på en måde havde samme udfordringer i livet, i form af at være alene forældre og de virkede til at passe rigtig godt sammen og have en god kemi, som man kunne mærke i siderne. Sawyer er virkelig det, som man kalder en god fyr, helt ind til knoglerne og det gør, at man rigtig godt kan lide ham. Jeg gad godt at have hørt lidt mere til Avas verden ud over at være alene mor. Jeg synes hendes arbejde lød rigtig spændende i den forrige bog, men man hører ikke rigtig noget til det i denne bog. Det kunne muligvis have givet et nyt element til bogen.
Alt i alt er det virkelig en hyggelig bog, men ret forudsigelig og en anelse kedelig. Der var ikke det større spænding/drama at spore, hvilket jeg måske må indrømme, jeg godt kan lide i mine romantiske bøger. Men forfatteren skriver godt og letlæseligt, så jeg glæder mig til at læse videre i serien.
Tak til Straarup & Co. for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Jessica Peterson
Antal sider: 436
Udgivelsesdato: 07/04/2026
Forlag: Straarup & Co.
Stjerner: 4/6