Efter næsten atten måneder på Basgiath Krigsakademi ved Violet Sorrengail, at det nu er slut med at øve sig, slut med at tøve. For slaget er for alvor i gang, fjenden nærmer sig – både uden for værnene og inden for egne rækker – og det er umuligt at vide, hvem man kan stole på.
Violet er tvunget til at drage langt hinsides de pressede aretiske værn til fremmede kyster i sin søgen efter allierede, der vil stå sammen med Navarre. Undervejs får hun brug for al sin kløgt samt mere styrke og held end nogensinde. Men hun vil gøre hvad som helst for at redde dem, hun elsker – sine drager, sin familie, sit hjem og ham. Også selv om det indebærer at holde på en hemmelighed så stor, at den vil kunne ødelægge alt.
De får brug for en hær. De får brug for alle deres kræfter. De får brug for magi. Og de får brug for den ene ting, kun Violet kan fifinde – sandheden.
Men en storm er på vej – og ikke alle vil overleve dens brølen.
Anmeldelse
Jeg blev desværre ikke ligeså fanget af ’Onyx Storm’, som de to foregående bøger. Det kom bag på mig, da den foregående blæste mig så meget omkuld, at jeg kun var endnu mere spændt på at læse den, så det var en ret ærgerlig læseoplevelse.
En af de ting, som især gik mig på, var Violets hemmeligheder overfor hendes familie og venner. Jeg kunne godt forstå, at hun ville passe på Xaden, men samtidig kom til at fremstå lidt dobbeltmoralsk, fordi hun selv ikke ville acceptere hemmeligheder fra dem omkring hende, mens hun selv gik rundt med store hemmeligheder.
Derudover følte jeg, at den her bog var mere langtrukken og brugte lang tid på at bygge op til den store finale, og hvor der i de foregående bøger hele tiden skete jordskælvene dramatiske situationer, så kom denne til at fremstå lidt tam på det punkt.
Jeg synes dog stadig, at den var spændende at læse og jeg er glad for at have fået slutningen med, men jeg sidder nok lidt forvirret tilbage og tænker der må komme mere fra universet og forfatteren, da den umuligt kan slutte på den måde, hvor man sidder tilbage med en masse spørgsmål. Jeg er derfor spændt på at se, om der kommer mere og om det bliver en anden læseoplevelse, som forhåbentlig giver mig samme følelse som de første to, hvor jeg bare måtte have mere.
Tak til forlaget Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Rebecca Yarros
Antal sider: 697
Udgivelsesdato: 21/01/2025
Forlag: Hr. Ferdinand
Stjerner: 4/6
