Mirjam er midt i en smertefuld skilsmisse, da hun pludselig modtager en besked fra sin søster Nia. Nia inviterer hende til sin fyrreårs fødselsdag på den skærgårdsø, hvor de tilbragte barndommens somre.
Det er første gang i et år, at søstrene har kontakt, og Mirjam fyldes af både håb og bange anelser. Hun vender tilbage til øen, der engang var deres paradis, men som nu er et farligt sted for dem begge.
“Ø'” er en intens psykologisk thriller om søsterskab, venskab og giftige forhold.
Anmeldelse
‘Ø’ af Sara Bergmark Elfgren er en svensk psykologisk thriller, der følger Mirjam, som midt i en smertefuld skilsmisse tager til sin søsters 40-års fødselsdag. Fejringen foregår på den skærgårdsø, hvor de tilbragte deres barndoms somre, og gensynet vækker både håb og ubehag hos vores hovedperson. Allerede fra starten blev der lagt i ovnen til en trykkende stemning, som satte tonen for resten af fortællingen.
Bogen er en meget velskrevet slow-burn thriller, hvor spændingen langsomt bygges op. Jeg forventede hele tiden, at der ville komme et stort plot twist, men det gjorde der ikke. Det var både overraskende og en smule frustrerende, men samtidig passede det godt til historiens fokus på ubehag frem for chok. Alle arrene og livets hændelser har virkelig sat sine spor i Mirjam. Vi skifter mellem nutiden og fortiden hos Mirjam, og jeg synes tempoet i bogen var helt perfekt, således at der både var fremdrift, men samtidig rum til at vi kunne dvæle ved øjeblikke.
Jeg savnede dog lidt mere personlig udvikling hos Mirjam, da hun hægter sig meget fast på sin søster og deres relation. Til gengæld er dialogen virkelig stærk, især fordi en stor del af handlingen udspiller sig omkring et middagsselskab. Samtalerne føles ægte og er med til at øge den psykologiske spænding. I sig selv er beskrivelserne der leder op til middagen, næsten mere interessante end selve middagsforløbet.
Man skal være opmærksom på, at thrillere har et andet tempo end krimier, og her er det netop langsomheden, der er bogens styrke. Spændingen fik min puls til at stige, men det er ubehaget, der driver fortællingen frem. Hvis man kunne lide opbygningen i “Kvinden i toget”, er ‘Ø’ et godt match, og den sniger sig samlet set op på fire stjerner.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Sara Bergmark Elfgren
Antal sider: 264
Udgivelsesdato: 23/05/2025
Forlag: Modtryk
Stjerner: 4/6
