“Nightshade” af Autumn Woods
Langt oppe i det skotske højland, skjult bag tåge og gamle stenmure, ligger Sorrowsong University – en skole for børn af verdens mest magtfulde familier. Ophelia hører ikke til der. Men et stipendie giver hende en chance for at komme helt tæt på dem, der måske bærer skylden for hendes forældres død. En ulykke, sagde de. Hun ved bedre.
Men nogen holder øje med Ophelia, og da truslerne begynder, er det Alex Corbeau-Green, søn af hendes hovedmistænkte, der uventet træder til som hendes beskytter.
Alex er arrogant og farlig, alt det, hun har lært at frygte. Men bag den kølige facade gemmer der sig noget andet. Og jo tættere de kommer på hinanden, desto mere vakler Ophelias ønske om hævn.
For Sorrowsong er ikke bare en skole. Det er en labyrint af løgne og lukkede døre, hvor kærlighed kan koste dig livet.
‘Nightshade’ er første bind i ‘Sorrowsong university’-serien.
Anmeldelse
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men bogen tog nogle drejninger, som jeg ikke havde set komme og jeg havde af en eller anden grund forestillet mig, at der var et overnaturligt element til stede i bogen. Så hvis du har samme forventning, så kan jeg godt afsløre nu, at det er der ikke.
Det tog dog ikke mange sætninger, før jeg følte mig draget af historien og blev fanget af historien. Vi følger primært Ophelias synsvinkel med nogle små afvigelser, hvor det i stedet er Alex, der er i fokus. Den del fungerer rigtig godt, da Alex kommer i fokus, da det løfter spændingen i bogen, da vi så ikke ved, hvad der sker for Ophelia.
Bogen er til tider ret ekstrem, og på nogen måder kan den minde om Gossip Girl, fordi det er en masse rige børn, som er arvinger til en kæmpe bunke penge, og derfor har været overladt en del til sig selv. Derudover er der noget uhyggeligt og creepy over handlingen, hvor der foregår en masse mystisk, som de prøver at opklare.
Jeg forstod på mange måder Ophelias dilemma og mit hjerte blødte virkelig for den tilværelse, hun er blevet efterladt i. Derfor kom hun også til at fremstå utrolig stærkt, når hun kan rejse sig ovenpå så voldsomme traumatiske oplevelser. Mit hjerte blødte også for Alex, der har haft en voldsom barndom og opvækst, og blevet kastet ud i at blive voksen alt for hurtigt.
På trods af alvoren i bogen og de voldsomme oplevelser, vores hovedpersoner har været ude for, så er der stadig plads til humor i bogen, hvilket skabte en god harmoni, så den ikke blev for dyster. Jeg skal i hvert fald helt sikkert læse videre, specielt ovenpå den hjerteknusende afslutning.
Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Autumn Woods
Antal sider: 374
Udgivelsesdato: 09/10/2025
Forlag: Flamingo
Stjerner: 5/6