“Kronen af gyldne knogler” af Jennifer L. Armentrout

|

Bøj dig for din dronning, eller blød for hende …

Poppy havde aldrig troet, hun ville finde kærligheden med prins Casteel. Men før de kan nyde deres lykke, må de befri hans bror og finde hendes egen.

Poppy bærer en skæbne, hun aldrig har ønsket. Hun har altid kun drømt om frihed – ikke magt. Men nu er hun tvunget til at vælge mellem at give afkald på tronen eller indtage pladsen som Atlantias retmæssige dronning.

Men i rigernes skygger vokser en ældgammel trussel, der har ventet i århundreder på at fuldbyrde sine planer. Hvis Poppy og Casteel skal redde deres folk må de gøre det umulige: vække gudernes konge. Hvor langt er de villige til at gå – for deres land og for hinanden?

‘Kronen af gyldne knogler’ er tredje bog i den episke romantasy-serie, ‘Blood and Ash’, om et magisk rige på randen af kaos og krig, og om en helt særlig kvinde, som måske er nøglen til at redde dem alle …


Anmeldelse

’Kronen af gyldne knogler’ blev en tung omgang for mit vedkommende. Jeg gik faktisk i stå af flere omgange. Jeg ved ikke, om det skyldtes, at noget af handlingen føltes som en gentagelse, og jeg manglede, at vi kom videre, for da jeg var halvvejs indeni bogen, vendte det for mig. Så gik det lige pludselig stærkt med at læse igen.

Der sker utrolig meget i den sidste halvdel af bogen, og det er specielt her jeg synes, at spændingen er helt i top. Vi får også af vide, hvad Poppys ophav er, og hvad det har af betydning. Hun vokser enormt meget i den her bog, hvor hun har været lidt mere tilbageholden, så bliver hun nu den, der baner vejen.

Der er flere gange, hvor hun træder i karakter i svære situationer, og det fik hende til at vokse lidt på mig igen. Der er også stadig en portion humor til stede i universet, men den del synes jeg Kieran tilføjer mest af. Handlingen er også kun blevet mere spicy, og måske var det det, der gjorde, at første halvdel af bogen kom til at føles lidt lang, da det måske fyldte lidt for meget.

Slutningen er fuldstændig vanvittig, og jeg kan næsten ikke vente på at læse videre. Jeg synes det er så urimeligt at må lægge universet på hylden, men jeg ved, at fortsættelsen snart er på trapperne, og det hjælper på det.  

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Jennifer L. Armentrout

Antal sider: 591

Udgivelsesdato: 17/06/2025

Forlag: Flamingo

Stjerner: 5/6