Sloan vil gøre alt for dem, hun elsker. Og det gør hun – hver evig eneste dag. Hun forelsker sig i den forførende men farlige narkogangster Asa Jackson, som giver hende et holdepunkt i livet, selvom det er på bekostning af hendes værdier. Hun bliver følelsesmæssigt og økonomisk afhængig af Asa, og han bliver besat af hende – på en foruroligende og stadig mere farlig måde.
Da undercoveragenten Carter kommer ind i billedet, føler Sloan en øjeblikkelig og overraskende tiltrækning. Men hvis Asa opdager det, slår han Sloan ihjel. Og Asa er altid et skridt foran alle i sit liv – inklusive Sloan. Ingen står nogensinde i vejen for ham. Ingen før Carter.
Anmeldelse
Efter at have læst ’For sent’ er jeg helt ærgerlig over, at jeg ikke har fået læst den før, for jeg var fuldstændig opslugt af den! Den fik virkelig gang i mine følelser, lige fra frygt, medlidenhed og bekymring, til håb, utryghed og fortvivlelse. Jeg var med i alle karakterernes følelser og synes det fungerede virkelig godt med at få historien fra tre synsvinkler.
Det er dog mest Sloan vi følger, da hun også er den største hovedperson i historien. Hun er en pige, der ikke har mange personer i sit liv, og hun vil gøre alt for at sørge for at hendes bror har alt, hvad han har brug for, da han i forvejen ikke kan meget. Også selvom det er på bekostning af hende selv, hvor hun skal ofre sig gang på gang. Sloan er flere gange lidt dumdristig og naiv, men jeg synes ikke, det var et problem, da jeg synes det hang meget godt sammen med den opvækst, hun har haft.
Asa har bestemt ikke haft en nem barndom, og det får man virkelig indblik i, når vi hører historien fra hans synsvinklen. Det er dog stadig uhyggeligt, hvor udspekuleret og utilregnelig han er. Han har på ingen måder haft nogle gode odds fra sin barndom, og lige på det punkt er der også ligheder mellem Sloans barndom. Her bliver det dog tydeligt vist, at man kan gå to vidt forskellige veje med den opvækst man har haft.
Carter er en mand, som må kæmpe voldsomt med sine følelser og sit job som undercoverbetjent. Han bliver meget investeret i Sloan, og det gør kun situationen meget farligere, da Asa ser Sloan som sin ejendel.
Det her er en noget anderledes bog fra Colleen Hoover, men jeg synes sagtens det er en genre, hun kan begå sig i. Hun har i hvert fald lavet en fængslende bog, som var stort set umulig at lægge fra sig, og som kun kan anbefale andre at læse.
Tak til Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Colleen Hoover
Antal sider: 353
Udgivelsesdato: 29/09/23
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Stjerner: 6/6
