Prins Oak må betale prisen for sit bedrag og er nu fanget i det kolde nord i kløerne på en uhyggelig dronning. Oak gør alt, hvad der står i hans magt for at overleve de umenneskelige forhold. Kong Cardan og dronning Judy er klar til at redde den unge arving hjem, men Oak har en svaghed: Wren. Pigen han har elsket hele sit liv. Kan han vinde hendes tillid – eller er han nødt til at forblive loyal over for Elfhame og bekæmpe den kolde dronning – og dermed dødsdømme Wren?
Anmeldelse
Afslutningen på serien ’Folk of the Air’ er kommet, og den sørger så fint for at samle alle løse tråde op og give os den afslutning, vi havde brug for. Det er endnu en bog fyldt med intriger, hemmelighedskræmmeri og hvor langt man vil gå for at redde dem, man elsker.
Vi følger historien fra Oaks synsvinkel, og det er tydeligt, at der sker meget for Wren, som vi først får indsigt i hen ad vejen, og det underbygger kun det hemmelighedskræmmeri, der er til stede i bogen. Det gjorde mig også kun endnu mere nysgerrig på at læse videre, da jeg blev nødt til at opklare, hvorfor Wren gør som hun gør i forskellige situationer.
Oak har altid skulle spille skuespil, og ladet andre opfatte ham som den forkælede sorgløse prins, som kunne charmere alt og alle. Det er dog en facade, og han rummer meget mere under overfladen, som vi får indblik i her i ’Fangens trone’. Han finder også endelig en, der forstår og accepterer ham som han er, men Wren er ikke lige sådan at overtale.
Jeg synes på alle måder, at det her var en helt perfekt afslutning på serien, og det har også været fedt at dykke ned i et univers, hvor det ikke er de typiske fantasivæsner, man møder. Holly Black har været kreativ med flere af karaktererne, og samtidig skrevet en atypisk kærlighedshistorie.
Tak til Forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Holly Black
Antal sider: 435
Udgivelsesdato: 03/03/2025
Forlag: Carlsen
Stjerner: 5/6
