Rosie Butler har særlige planer for aftenen: gå tidligt fra arbejde, tage en flot kjole på og overraske kæresten med en romantisk middag. Men alle planer bliver kastet over bord, da hun kommer hjem til en pakket kuffert og en kæreste, som har valgt at gå solo. Pludselig står Rosie både med et knust hjerte og en truende husleje. Har hun overhovedet råd til at bo alene i den lejlighed, hun elsker så meget? I sin nød beslutter hun sig for at leje ekstraværelset ud til sin introverte overbo.
Aled Thomas mangler et sted at bo, mens hans lejlighed bliver renoveret. Så han går gerne med til at hjælpe Rosie midlertidigt. Aled er i tvivl om, hvorvidt Rosie lidt bruger ham til at få ekskæresten gjort interesseret igen, og det kan Rosie måske heller ikke sige sig helt fri for. Men det er svært for Rosie at ignorere hvor fedt hun synes, det er at få Aled til at grine, og spørgsmålet presser sig på: Er de blot bofæller, eller er der noget mere på spil?
Ekstraværelset er en morsom og charmerende romantisk komedie, hvor de sprudlende ordvekslinger og energien mellem Rosie og Aled fylder siderne. Bliver den fælles lejlighed katalysatoren for kærlighed eller noget helt andet?
Troper: Forced proximity, slow-burn, romcom
Anmeldelse
Jeg elsker en klassisk romantisk fortælling, især hvis der går lidt Bridget Jones i den, og der rammer ‘Ekstraværelset’ hovedet på sømmet for mig. Med overkommelige konsekvenser flytter vi ind hos Rosie Butler, som skal finde sig selv efter hendes kæreste gennem ti år, er blevet træningsnarkoman og har forladt hende. Med masser af kærlighed til sig selv, blomstrer Rosie heldigvis op, og især i selskabet med den flotte Aled, som flytter ind hos hende midlertidigt.
Selvom præmissen er givet på forhånd, så elskede jeg bare at befinde mig i Rosies lejlighed, og senere på hendes arbejdsplads. Jeg havde det med Laura Starkeys univers på samme måde som jeg har det med Jane Austens ‘Stolthed og Fordom’; Gid jeg kunne blive i dette univers for evigt og evigt. Rosie er indbegrebet af en håbløs romantiker, og nu hvor hun skal stå på egne ben igen, må hun gardere sit hjerte ekstra for Aled, da det jo umuligt kan gå godt at blive forelsket i sin roommate.
Selvom historien tager udgangspunkt i nogle forfærdelige scenarier (at blive slået op med; muligheden for at miste sin bolig), så føles det ikke så presset, at man ikke har lyst til at læse videre. Rosie er ressourcestærk, selvom hun næppe tror det selv, og ved hjælp fra sine veninder klarer hun alle skærene. Den mystiske A. Thomas, tager det dog lidt tid at komme under huden på, men hvor vil vi dog alle gerne tættere på den mand. Det er længe siden jeg har læst en bog, hvor forfatteren fuldstændig skamløst skabte den perfekte mand, men hvor jeg dog også åd det råt!
Ud over sin manglende kæreste og jobproblemer, så har Rosie også problemer med familien. Særligt sin helsefikserede mor, og hendes storebror, der er det gyldne barn i familien. Dette fylder dog ikke alt for meget i bogen, hvilket er rart, når vi allerede har to konflikter i gang. Derimod bliver familiekonflikt langsomt opløst gennem historien og Rosie får mulighed for at vise, hvor stærk en person hun er.
Jeg synes at ‘Ekstraværelset’ var en skøn romantisk bog, som jeg slugte på én dag. Jeg nød de venlige veninder, usikkerheden over Rosies tilværelse, og den langsomme forelskelse i Aled. Og uden at afsløre for meget, så får Rosie også sin hævn over ekskæresten på bedste vis. Jeg giver ‘Ekstraværelset’ fem ud af seks stjerner og kan kun anbefale den til alle romantikere.
Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Laura Starkey
Antal sider: 334
Udgivelsesdato: 24/02/2025
Forlag: Palatium Books
Stjerner: 5/6
