Kathryn Jones elsker en god romance, en spændende thriller og alt, hvad der får siderne til at vende sig selv. Hun åbner en boghandel fyldt med netop dén slags historier. Men ikke alle i landsbyen deler hendes begejstring.
Mindst begejstret? Sebastian Blackwood, ejeren af den fornemme boghandel på den anden side af vejen, som har regler for alt: hvilke bøger, han sælger, hvilket tøj, han går i, og hvilke mennesker, han dater – og det er i hvert fald ikke nogen fra landsbyen.
Da de to bliver tvunget til at samarbejde om byens litteraturfestival, begynder det at slå gnister. Deres voksende tiltrækning er svær at ignorere, og et enkelt, hedt kys kan vel ikke betyde noget?
Bøger om bøger – fra Stephen King til T.S. Eliot. Hun elsker genrer, han sværger til klassikere, og ingen af dem vil give sig. Så hvad gør man, når bølgerne går højt, og ingen kan få ret? En charmerende roman om modsætninger, kærlighed og kærligheden til litteratur.
Troper: Enemies-to-lovers, grumpy-sunshine, small-town-romance
Anmeldelse
Jeg er ikke fan af at trække tråde til sociale medie trends, for så kan man virkelig tabe andre folk på vejen, hvis vi ikke er eksponeret for de samme tendenser på sociale medier. Men hvis den her bog er indbegrebet af noget som helst, så er det Instagram/TikTok trenden sat til sangen “Tears” af Sabrina Carpenter, hvor video-skaberen drejer rundt og pludselig er bogens hovedperson kommet til live, og klar til at udleve bogen. Vil man have et konkret eksempel, så har Instagram-profilen Dilyopa et godt eksempel.
For at vende tilbage til bogen, så er ‘Bogmennesker’ en historie der virkelig er sat op i kontraster. Hun er pink, vild med genrehistorier og spas, mens han er mørk og kun går op i elitær skønlitteratur. Rivaliserende boghandlere, som begge har arvet deres forretninger, med placering lige over for hinanden i en lille britisk landsby, hvor sladderen løber hurtigt. Det er jo en smagssag om man kan lide den slags, men Jackie Ashenden giver den fuld plade og er fuldstændig bevidst om sine valg i historien. Det tangerer nogle gange til en fanfiction-historie, men mums, hvor kan det også bare noget!
Det største plus ved ‘Bogmennesker’ er, hvor hurtigt Kate og Sebastian får løst deres uvenskab, for det giver os masser af hede øjeblikke bagefter. Ashenden er hverken nærig med erotiske scener, eller hvor meget lyst Kate og Sebastian har til hinanden, hvilket er klart beskrevet gennem det meste af bogen. Udover at få en bogfestival på benene, så går meget af tiden med at de to skal lære at navigere med deres nye følelser, og med hver deres bagage i baglandet.
Mit eneste minus er alle de diagnoser der bliver smidt efter Kates ekskæreste. Lige der går der for meget selvdiagnosticering i den for min smag, og nogle gange er et kontrollerende røvhul bare et kontrollerende røvhul. Det er dog ikke noget som ødelægger historien, men jeg læste ret hurtigt hen over de sider, hvor andre sider blev meget mere nærstuderet.
Alt i alt er ‘Bogmennesker’ en brandvarm historie for bogfolket, som virkelig gerne vil have udlevet deres hedeste fantasier i en boghandel, sammen med en skarpskåret mand, der har dyriske tendenser. Bogen får fem ud af seks stjerner.
Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.
Fakta
Forfatter: Jackie Ashenden
Antal sider: 301
Udgivelsesdato: 18/07/2025
Forlag: Palatium Books
Stjerner: 5/6
