"Sweet Home Dalarna" af Karin Janson


Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Resume

Madde Johansson trives i den lille landsby Dalarna, hvor hun er vokset op. Her kender hun alle, og her føler hun sig tryg. Hun nyder sit arbejde som beslagsmedlærling og muligheden for at arbejde med heste hver dag. 


Maddes regelmæssige liv går med arbejde, chipsaftner i sofaen, lidt uinspireret sex med eks’en Jonte og øl fredag aften med veninden Klara nede på hotellet. Det burde være nok, ikke? 


Men da Niklas fra Stockholm en varm sommerdag nærmest stormer ind i Maddes liv, ændrer alt sig. Niklas’ lyseblå øjne og smittende energi får for første gang Madde til at forelske sig.


Og mens sommerens afslutning nærmer sig, presser et stort spørgsmål sig på: Skal Madde følge med Niklas tilbage til storbyen og forlade sit elskede Dalarna? Kan hun i det hele taget holde storbyen ud? Er den ikke bare fuld af caffe latte-drikkende hipstere, der går omkring med deres puddelhunde? Hvordan ved man egentlig, hvor man hører hjemme? 


Anmeldelse

Det er længe siden, jeg har læst så ung en ungdomsbog, som Sweet Home Dalarna’, så jeg skulle bruge lidt tid på at omstille mig og forholde mig til det sprog, der blev brugt. Det er nemlig en hel del mere let, ungt og teenager ladet, men Madde er heller ikke så gammel. Der sker meget, som hun skal forholde sig til, og det er faktisk skrevet på en let måde, så det ikke bliver for svært at læse om.


Der er både venskab, arbejde, familie, kærlighed og selvstændighed som tema i bogen, og Madde er på en stejl læringskurve, fordi meget er nyt for hende. Til at starte med forstod jeg ikke alle hendes handlinger, og det gør jeg stadig ikke, da hun blev fremstillet lidt som en ”fattig” mus. Det er heller ikke fordi hun svømmer i penge, men det handlede nok mere om dovenskab med de valg, hun tager.


Hun oplever også den helt store kærlighed, og det er noget af en turbulent tid, da der er mange nye ting, hun skal vænne sig til. Samtidig virker hun ret ensom og som en enspænder, så det glædede mig, da hun begyndte at danne flere venskaber. Der er også udfordringer på familiedelen, og der udsatte hendes mor hende for nogle ret urimelig ting, da hun ikke ønsker, at Madde skal rejse væk fra den lille flække, de bor i og vil have hende tæt på.


Når alt kommer til alt, synes jeg at bogen tager nogle vigtige emner op, som specielt teenager vil få gavn af, så den vil helt sikkert passe godt til det publikum. 


Tak til forlaget Palatium Books for anmeldereksemplaret. 

Forfatter: Karin Janson

Forlag: Palatium Books

Udgivelsesdato: 22 april 2022

Antal sider: 393 sider

Antal stjerner: 4/6 stjerner