"Tehuset på hjørnet" af Milly Johnson


Skrevet af Ida Marie Mortensen


Resume

Leni Merrymans forretning, Tehuset på hjørnet, er det perfekte sted at finde ømhed og kærlig pleje. Her mødes tre fortvivlede mennesker, der alle har brug for en ven. Carla har opdaget, at hendes afdøde mand ikke var den, hun troede, han var. Mollys eksmand er dukket op i hendes liv igen efter mange år for at råde bod på sine handlinger, før det er for sent. Wills forretning er gået konkurs, og hans kone har forladt ham.


”Tehuset på hjørnet”er en charmerende fortælling om et sted, hvor man kan få trøst og kærlighed, når man har mest brug for det. Men er livet i Merrymans tehus ivirkeligheden så sukkersødt, som alle går og tror.


Anmeldelse

Jeg var virkelig spændt på Milly Johnsons bog fordi den ualmindelig tyk i forhold til andre bøger af sin slags, så jeg var spændt på om man gik død i historien eller om hun kunne bære opgaven. Jeg må sige at jeg slugte hele historien på to dage og straks gik i gang med hendes næste bog. ’Tehuset på hjørnet’ er noget af det mest humoristiske og romantiske jeg længe har læst. Jeg kan allerede afsløre at den får seks kæmpestore stjerner og den er allerede anbefalet til alle dem jeg kender.


Vi bliver lynhurtigt sat ind i historien og får revet plasteret af omkring Carlas afdøde mand. Jeg har aldrig fået pulsen op så hurtigt mens jeg læste, men jeg blev straks revet med og læste som det gjaldt mit liv. Jeg synes at bogens åbning både sætter læseren perfekt ind i historien, men det gør også, at vi nemmere forstår relationen til Lenis tehus samt de andre karakterer.


Jeg var lidt skeptisk i starten fordi bogen flyder af personer og undervejs måtte jeg lige holde tungen i munden for at skille nogle af dem ad. Dog synes jeg det giver en fantastisk helhedsoplevelse at vi næsten læser om en hel by. Sådan føles det dog i hvert fald. Alligevel formår Milly Johnson at dele bogen op således, at vi i begyndelsen har mest fokus på nogle karakterer, hvorefter deres problemer bliver løst og vi kan arbejde videre med nogle karakterer der blev introduceret i starten. Dog er karaktererne og deres problemer så forskellige, at det ikke føles som om man læser den samme historie hele tiden.


Den eneste lille hage jeg har med historien er, at det føles som om, man har skåret noget af Lenis historie væk. Der kommer et enkelt lille flashback og så afsløringen, men det virker som om der havde været flere ledetråde til det, som er blevet redigeret væk. Det er synd fordi jeg er helt vild med Leni og føler at det havde givet mere til historien, hvis hende og hendes datter havde fyldt lidt mere.


Ikke desto mindre får ’Tehuset på hjørnet’ seks ud af seks stjerner fordi det er en smuk, sød historie som man altid kan læse når det regner. Det er en kæmpe anbefaling, især hvis man elsker bøger, snakke og kage. Jeg glæder mig til at læse mere fra Milly Johnson, herunder hendes nyeste bog ’Mit sande nord’.


Tak til forlaget North Audio Publishing for anmeldereksemplaret. 

Forfatter: Milly Johnson

Forlag: North Audio Publishing

Udgivelsesdato: 25 maj 2022

Antal sider: 538 sider

Antal stjerner: 6/6 stjerner