“W.E. B. Du Bois’ Kærlighedssange" af Honorée Fanonne Jeffers


Skrevet af Helena Goldstein Wendelboe


Resume

Fra Ailey er barn tilbringer hun sine somre på en tidligere bomuldsplantage i Chicasetta, Georgia. Her har hendes mors familie boet, siden deres forfædre kom fra Afrika som slaver, og hendes bedstemor bor i det hus, der tidligere tilhørte plantageejeren. Gennem årene konfronteres Ailey med slægtens både tragiske og bevægende historier. For at finde sin plads i verden og i slægten dykker Ailey ned i sin families historie. Her opdager hun en arv, ikke kun af undertrykkelse, men også befrielseskamp, slaveri og uafhængighed, af grusomhed og modstand, som er historien – og sangen – om selve Amerika.


Anmeldelse

W.E.B. Du Bois’ kærlighedssange er et afroamerikansk feministisk mesterværk om kvinderne i en slægt. Man følger slægtens historie fra dens oprindelse i Afrika og i oprindelige stammer i Amerika, gennem slaveriet og borgerkrigen, gennem bevægelsen for borgerrettigheder og ind i moderne tid. Man følger hovedpersonen Aileys liv fra barndom til voksen, afbrudt af ”kærlighedssange” hvori slægtninges liv beskrives.


Romanen er poeten Honorée Fanonne Jeffers’ debutroman, og hendes poetiske sprog slår tydeligt igennem. Sproget er levende og til tider aldeles morsomt. Som læser har man ikke andet valg end at læse og bladre videre trods værkets over 800 sider. Der skiftes løbende mellem to fortællere. Den ene er hovedpersonen Ailey, den anden er Vinden og Landet og Naturens stemme. Begge stemmer er lige stærke: hver gang fortællertypen skifter, glæder man sig som læser til at læse videre i hver sin tidslinje.


Som modspil til det smukke sprog står slægtens historie, og Jeffers holder sig ikke tilbage med at vise de traumer, afroamerikanere har måtte lide. Dette er ikke en roman for sarte sjæle: Bogen er barsk. Det er den nødt til at være, for den del af USA’s historie er barsk. Historie en helt essentiel del af bogen, både for slægten og for Ailey selv. Men selvom Aileys og hendes forfædre måtte gennemgå frygtelige ting, mærker man Jeffers’ kærlighed til sine karakterer: ”Dette er slaveriets tragedie. Dette er magtens mindste bestanddele. Der findes ikke sand uskyld for børn, hvis forældre er i lænker.”


Ud over at være stærk skønlitterær læsning, har romanen den egenskab, at den både oplyser læseren og inspirerer til at grave sig ned og læse mere. Man ser hvordan slaveriet ikke blot var en statisk instans, men ændrede sig gennem tiden; hvordan afrikanere og det oprindelige folk i Amerika har en sammenflettet og fælles historie; hvordan racisme og sexisme påvirker og til tider modvirker hinanden; og hvordan racisme stadig gennemsyrer store dele af amerikanske institutioner. W.E.B. Du Bois’ Kærlighedssange er af gode grunde en roman, der er rost til skyerne, og får også seks hjerteskærende, inspirerende, berusende og elskende stjerner herfra.


Tak til forlaget People's for anmeldereksemplaret. 

Forfatter: Honorée Fanonne Jeffers

Forlag: People's

Udgivelsesdato: 12 maj 2023

Antal sider: 830

Antal stjerner: 6/6 stjerner