Spring til indhold

“Af blod og aske” af Jennifer L. Armentrout

Poppys liv har aldrig tilhørt hende selv. Det er en ensom skæbne at være født som en af gudernes udvalgte, når det betyder, at ingen må røre hende, tale til hende eller sågar se på hende.

Kongeriget er plaget af frygt, og mindet om en blodig fortid har sat dybe spor. Nu hviler hele kongerigets fremtid på Poppys skuldre. Et ansvar, hun aldrig har betvivlet … indtil mødet med livvagten Hawke. Han får hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hun tror på, og en forbudt længsel efter et liv med frihed og kærlighed vækkes i hende.

Mens Poppy kæmper en umulig kamp mellem begær og pligtfølelse, bliver hun hvirvlet ind i en skæbnesvanger krig, og verden, som hun kender den, står i flammer…


Anmeldelse

Sikke en hæsblæsende og nervepirrende læseoplevelse! Jeg elsker Poppy, som er en enestående karakter med hendes måde at omgå alle de regler, der kun gælder for hende. Hun er enormt sej og stærk, og selv med al det, hun skal kæmpe med, så finder hun en måde at komme igennem dagene, og stadig holde humøret oppe.

Universet er bygget enormt godt op, og selvom nogle elementer er set før i andre fantasyuniverser, så virker det stadig forfriskende, anderledes og helt som sit eget. Der er også romantik til stede, på trods af at Poppy er Gudernes udvalgte og derfor går under betegnelsen ”Den uberørte”. Selvom hun lever en meget isoleret og ensom tilværelse, har hun alligevel nogle få tætte relationer, som betyder enormt meget for hende.

Der er meget action til stede i handlingen, og jo længere man kommer ind i bogen, jo mere finder man ud af, at der findes ufattelig mange hemmeligheder på kryds og tværs. Bogen er skrevet på en måde, der gør det svært at lægge den fra en, da jeg hele tiden ønskede at få mere af vide om, hvad der ville ske med Poppy.

Der er også en særdeles flot mand til stede i universet, nemlig Hawke, som virkelig formår at gøre sig selv interessant ved at være enormt svær at regne ud. Man får dog flere og flere svar, jo længere man kommer ind i handlingen. Jeg er utrolig glad for, at jeg allerede nu kan gribe fat i næste bog i serien, da jeg slet ikke er klar til at slippe det endnu.

Tak til forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.


Fakta

Forfatter: Jennifer L. Armentrout

Antal sider: 512

Udgivelsesdato: 05/09/2024

Forlag: Flamingo

Stjerner: 6/6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *