I 1983 forsvinder 15-årige Anita Madsen sporløst.Sagen blev aldrig opklaret.Nu 37 år senere finder den tidligere politibetjent Asger Hartvig et skelet, som meget vel kan være fra samme tid.Selvom Asger har nok at se til med sin egen ludomani, familieproblemer og fortidens spøgelser, bliver han blandet ind i en grotesk sag, der trækker tråde langt tilbage. Selv med hjælp fra sin bedste ven, politikommissær Iben Brahms, er det svært at finde hoved og hale i det hele, men et sted, dybt nede i mørket, venter sandheden på dem…
‘A – Mørket lyver altid’ er en del af Alfabetserien.
Anmeldelse
Allerede fra første side, blev jeg virkelig grebet af ‘A – Mørket lyver altid. Jeg var fuldstændig klar over, at det her ville blive mørkt, intenst og ubehageligt, på den gode måde. Bogen springer mellem fortid og nutid, og historien om den 15-årige Anita, der forsvinder i 1983, ramte mig hårdt. Det er barske sager, og selvom jeg flere gange havde brug for en pause, fordi det blev for grumt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at læse videre.
Jeg synes, at Lars Thomassen er virkelig dygtig til at skrive troværdige og levende karakterer. Asger Hartvig, den tidligere betjent med en noget rodet fortid, er både nedslidt og sårbar, men samtidig enormt vedkommende. Hans afhængighed og personlige sammenbrud gør ham mere menneskelig end helteagtig, og det kan jeg rigtig godt lide. Samspillet mellem ham og Iben Brahms fungerer rigtig godt, og jeg glæder mig allerede til at læse mere om dem i fremtidige bøger.
Noget, jeg særligt satte pris på, var Thomassens måde at kæde sine bøger sammen på. Små referencer til tidligere udgivelser; såsom Iben, der er datter af Troels Brahms, og mødet med Kaj Brøns. Det gav fortællingen ekstra dybde uden at tage fokus fra selve historien. Det føltes ikke påtaget, men som en naturlig udvidelse af et større univers. Det gør læseoplevelsen endnu rigere, især hvis man har læst hans andre værker.
Alt i alt er ‘A – Mørket lyver altid’ en mørk, velskrevet og spændende krimi, der balancerer det ubehagelige og det menneskelige på en virkelig overbevisende måde. Plottet er både overraskende og sammenhængende, og sproget er flydende og præcist. Jeg vil klart anbefale bogen til både krimilæsere med hang til det dystre og til dem, der bare gerne vil have en pageturner med substans. Bogen får ⅚ stjerner og jeg kan kun sige ‘fy for satan’.
Tak til forlaget Lytteratur for anmelderseksemplaret.
Fakta
Forfatter: Lars Thomassen
Antal sider: 400
Udgivelsesdato: 02/28/2025
Forlag: Lytteratur
Stjerner: 5/6
